Stress
Stress
Stress er grundigt gennemgået i de første kapitler i bogen (se side 43 ff.).
Og du kan gøre meget selv. Find ud af, hvilken grad af stress du lider af,
og brug de forskellige tips her i bogen.
Kurforslag generelt
Kostråd: Spis efter din stofskiftetype og spis mange små måltider. Et
svingende blodsukker gør stress meget værre. Har du ikke overskud til de
store madpakker og den sunde gourmetmad, så køb nødder, grovkiks, frugt og
nemme grønsager, som du kan småspise af i løbet af dagen. Vær ikke bange for
en øget vægt. Alle vil tabe sig eller bevare vægten ved et stabilt
blodsukker. Vælg fisk frem for svine- og oksekød. Fisk indeholder de vigtige
omega-3-fedtsyrer, som din hjerne har brug for, så den ikke tager skade af
den stress, som kan være svær at gøre noget ved lige nu.
Kaffe stimulerer stresshormonerne og kan kun gøre det ondt værre. Forsøg at
trap ned til højst 1-2 kopper dagligt.
Vitaminer og mineraler: Et stærkt vitamin- og mineralprodukt i flere måneder
er nødvendigt. Stress forbruger store mængder B-vitaminer, så tag et ekstra
tilskud. Det samme gælder C-vitamin. 1.000-2.000 mg C-vitamin er en passende
dosis. Både overskydende B- og C-vitaminer vil blive skyllet ud med urinen,
så du kan ikke overdosere. På helsekosthylderne kan du finde et
blandingsprodukt med kalcium, magnesium og C-vitamin i pulverform, som
virker beroligende på muskler og skaber bedre signalstoffer i nerver og
hjerne. Eller du kan tage ekstra magnesiumtilskud i et par måneder.
Fedtsyrer: Hjernens grundsubstans består af fedtsyrer, og signalstofferne er
også afhængige af de rette fedtsyrer. Der er forsket meget på området, og
det ser ud til, at et fiskeolieprodukt med et højt indhold af DHA er det
bedste. Ellers kan du vælge et produkt med højt indhold af EPA, men sørg
for, at det ikke indeholder planteolier. Bed om vejledning i
helsekostforretningen.
Lægeurter: Der findes fortræffelige urter, som hjælper din krop gennem
stress både ved at fremme kroppens funktioner, men også ved at beskytte dine
overbelastede binyrer og dit nervesystem.
Af adaptogene urter er Astragalus membranaceus (astragel), Eleutheroccocus
senticosus (russisk rod), Rhodiola rosea (rosenrod) og Schisandra chinensis
(schisandra) de bedste. Du kan finde flere produkter i butikkerne, som
indeholder en blanding af nogle af dem, eller du kan købe dem hver for sig.
Undgå de meget stimulerende urter, Panax ginseng og guarana. De kan begge
give mere indvendig uro.
Har du uro, kan urter som Humulus lupulus (humle) (ikke øl, det er
blomsterknopperne, der virker) og Valeriana edulis (baldrian) gøre en
forskel.
Andet: Vær opmærksom på, at det kan tage måneder at komme sig, hvis du har
lidt af stress gennem længere tid. Giv dig selv den tid, du behøver. Bliv
opmærksom på din krops signaler, lyt til dem og handl derefter.
Husk, at motion og bevægelse giver et godt fysisk afløb for stress. Men du
må endelig ikke vælge en hård motionsform, som stresser dig yderligere. Ofte
er det bedste lange gå- eller cykelture. Under alle omstændigheder så vælg
en motionsform, som gør dig glad.
SKRIBENT
NAVN PÅ SKRIBENT
Kort tekst om skribent